HG Kirkegårde

• | Udskriv |
•  Email

Detaljer

Publiceret den Mandag, 09 januar 2012 08:10

Historisk oversigt

Afsnit fra J. Exner's: "Den Danske Kirkegård og dens problemer"

 

KIRKEGÅRDEN

 

Ned gennem tiderne og i alle folkeslag har man haft for skik at tage sig af de døde på sømmelig og værdig vis. Skikkene har ganske vist varieret stærkt, men det omstøder dog ikke den kendsgerning, at man følte sig stærkt forpligtet overfor sine døde. Disse skulle behandles med ganske særlig hensyn og pietet. De rituelle skikke, hvormed man behandlede de døde, fortæller os en hel del om det pågældende folks leve- og tænkemåde.

 

Mange steder har ligbrænding været brugt - f.eks. hos Inderne -medens gravsætning og gravlæggelse har været almindelig skik hos os nordboere også i den førkristne tid, broncealderen dog undtaget; derom vidner de mange gravhøje trindt om i vort land.

Jøderne lagde de døde legemer i grave enten i jorden eller i klippehuler, og kristendommen overtog denne skik, hvilket føltes ganske naturligt, eftersom også Kristus var blevet lagt i en grav. Den skik har da også været rådende indtil den nyeste tid, idet både traditionen og de kristne trosforestillinger, som vi møder dem i den nytestamentlige litteratur, bevirkede, at man holdt fast på det fra fædrene nedarvede. Den døde skulle ligge i en grav og her vente på sin opstandelse ligesom Kristus. Når en begravelsesplads således var nødvendig, var det kun en selvfølge, at denne blev lagt i forbindelse med kirkebygningen, således som det da også skete både i by og på land. Både kirken og kirkegården var indviede steder, og de lå begge indenfor det samme hegn som en enhed, en helhed. Forbindelsen mellem kirke og kirkegård har man søgt at bevare i det længste både på landet, når kirkegården skulle udvides, og inde i købstæderne, selv om befolkningstallet voksede. Retten til at blive begravet i indviet jord gjaldt derfor oprindelig kun de kristne. I denne forbindelse kan det oplyses, at den romersk katolske kirke normalt kun tillader sine egne tilhængere at blive begravet på dens kirkegårde, medens f.eks. protestanter, jøder og hedninger ikke kan få gravplads her.

Om de danske kirkegårde før 1800 har vi kun ret sparsomme oplysninger. Lovbestemmelser og andre skriftlige kilder fra den ældste tid er kun få og de gamle kirkegårdskort fortæller kun lidt, når der ikke er et samtidigt billedmateriale med.

Det var særlig attråværdigt at blive begravet inde i kirkerummet, og man begyndte med det, vistnok så snart der var faste kirker. I begyndelsen var begravelserne her forbeholdt konger, gejstlige og adelige tilligemed andre stormænd, som særlig havde gjort sig fortjent hertil, men også de mere betydende indenfor borgerskabet søgte efterhånden at blive begravet inde i kirken. Dette havde til følge, at kirkegulvet blev gennemgravet, og under gulvet lå efterhånden så mange, som man kunne skaffe plads til. Derefter begyndte man at modtage de afdøde i kister og sarkofager og placere dem ovenpå kirkegulvet - ofte i dertil indrettede kapeller, der blev opført som en tilbygning til kirken. Her i landet fandt begravelser inde i kirken sted lige til 1805, da denne skik blev forbudt.

De, der ikke kunne opnå den gunst at blive begravet inde i kirken, måtte jordfæstes ude på kirkegården, og det var jo langt de fleste. Det mest eftertragtede her var at blive begravet nærmest kirkemuren, hvor graven kunne »nyde godt« af regnvandet, når det dryppede ned fra den hellige kirkebygnings tag.

I øvrigt fik man fra den tidligste tid anvist grav på kirkegården i overensstemmelse med sin sociale stand. Jo lavere, man var placeret socialt set, des længere borte fra kirkebygningen fik man anvist gravplads. Man begravede ikke så gerne mod nord, kirkegårdens kolde og solfattige side, men derimod helst mod Øst og syd. Ligesom kirkebygningen blev den afdødes legeme placeret i retningen Øst-vest, og med ansigtet vendt mod Øst, mod det verdenshjørne, hvorfra man regnede med, at Kristus ville komme igen.

Småfolk og fattigfolk blev som regel lagt i graven uden nogen kiste, medens det fra begyndelsen var almindeligt, at de mere velhavende blev lagt i en kampestenskiste, der enten kunne være hugget ud i een blok eller opmuret af kampesten. Senere, fra ca. 1170, da man havde lært at brænde tegl, byggede man af dette materiale kister, hvis form svarede til legemets konturer. Over disse stenkister kunne der lægges et slags tag af flade sten eller skråtstillede teglsten. Anvendelse af trækister er en senere skik, som først tog sin begyndelse i senmiddelalderen. På jorden over graven blev der ofte anbragt en tilhugget ligsten med et kors eller anden ornamentik og en kort indskrift. Fra det 12. og første halvdel af det 13. århundrede - den romanske tid - har vi bevaret mange af de aflange, flade liggesten, som har korset som den væsentligste udsmykning. Over gravens hoved- og fodende kunne der også sættes et kors af sten eller træ. Disse romanske liggesten er nogle af de skønneste gravmæler, vi kender, og de bar utvivlsomt oprindelig været kirkegårdens eneste prydelse bortset fra kirkebygningen og det middelalderlige hegn.

Med kirkegårdens anlæg og beplantning var det lige fra begyndelsen kun småt bevendt. Udover kistens placering i øst-vestlig retning, med den afdødes ansigt imod Øst, gik det som regel på bedste beskub. Egentlig anlagte gange var der næppe. Tuerne over gravene, der lå planløst mellem hverandre, kunne smykkes nødtørftigt med blomster, men ellers var både disse og kirkegården som helhed overgroet med græs, som helst skulle slås med mellemrum, og hylden groede vildt. Reformationen bragte ikke nogen ændring til det bedre - det blev snarere værre. Biskop Peder Palladius, Sjællands første biskop efter reformationens indførelse, følte sig derfor foranlediget til at give menighederne pålæg om at »kirkegården altid skal holdes ren og pæn udi alle måder, ingen hyld og nælder må gro der, og græsset må ingen tid blive højere end til anklerne, men skal slås to eller tre gange i sommerens løb, og ingen må ride eller rende på den.« Disse forholdsregler blev begrundet med, at kirkegårdene skulle »holdes rene og skikkelige for deres ærefulde opstandelses skyld, hvis legeme der sig hviler,« således som det på kong Kristian den Ill's tid hedder i en anordning for Viborg stift. 1581 påbyder Roskilde landemode, at alle gravtuer skal sløjfes og jorden jævnes. Tuernes virvar og de sunkne grave må altså have givet kirkegården et meget uordentligt præg.

Værre end den nævnte uorden på kirkegårdene var det dog, at kirkegårdens fred gang på gang blev forstyrret. Hvor hegnet var i forfald, kunne både vilde og tamme dyr trænge ind over hegnet, og løsgående svin kunne rode i den indviede jord. Myndighederne måtte således »hårdelig beklage, at der findes stor uskikkelighed mangen steds på landsbyerne med kirkegårdene, idet at de ikke holdes færdige med mur, porte og gode stenter, men stedes til at opædes og besmittes af heste, fæ, svin og andre kvæg. «

Og ikke nok med det: På kirkegården kunne også al verdslig handel og tummel finde sted. Mange steder mødtes sognets mænd til bystævne på kirkegården, og her kunne man også samles til marked, så kirkegården med de mange opsatte småboder blev til en veritabel markedsplads. Særlig i reformationens første menneskealder blev kirkegårdens fred ofte forstyrret af denne tummel, og det fortælles, at man ikke undså sig for at bryde våbenhusets dør op og drive kvæget derind. Den samme uorden og uskik, som rådede på landet, gjorde sig også gældende på byernes kirkegårde. Her kunne herredsting holdes, kreaturer færdes frit, og kørsel og riden på kirkegården var almindeligt. Danske Lov af 1683 indeholder da også strenge bestemmelser mod de børn og unge, som ved deres leg på kirkegården forstyrrer dens fred.

Værre var det dog, at da byernes kirkegårde, - der indtil det 19. århundrede så at sige alle lå omkring kirken, - blev for små, efterhånden som befolkningstallet voksede, medførte dette, at kirkegårdene blev så gennemgravede og tæt belagte, at gravfreden uafladelig blev krænket på det groveste. At forholdene også æstetisk og hygiejnisk var yderst slette, siger sig selv. Nogle få steder søgte man allerede i det 16. århundrede at råde bod på dette ved at lægge kirkegården i byens udkant, og i pesttider kunne det blive nødvendigt at lægge en begravelsesplads udenfor byen, men ellers holdt man stædig fast på at blive begravet på den gamle - den rigtige - kirkegård.

Kirkegårdenes nyere historie

Hen imod år 1800 begyndte der i byerne at ske en ændring i kirkegårdenes forhold.

En særpræget kirkegård fra 17-hundred tallet må i denne forbindelse ikke glemmes. Det er Brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld. Denne kirkegård, der er en aflægger af samme menigheds kirkegård i Herrnhut i Sachsen (1722), er meget fornem i sit anlæg og i sin uprætentiøse enkelhed. Brødremenighedens kirkegårde er de eneste kendte barokkirkegårde. De stammer derfor fra en kunstnerisk set god tid, og er formet over et system af lindealléer, der indrammer rektangulære gravfelter, hvor gravene anbragtes og endnu anbringes i rækker, hver grav med sin liggesten, alle sten lige store og alle Østvendte.

Ligesom ved de jødiske begravelsespladser gælder det også på brødremenighedens kirkegårde, at gravene kun benyttes een gang og bliver liggende »til evig tid«.

Begge trossamfunds døde blev begravet uden hensyn til standsforskel, og dette er medvirkende til at give begravelsespladserne deres rolige helhedspræg.

I København blev 1760 den nuværende Assistenskirkegård indviet; den lå dengang et godt stykke udenfor voldene. Men de første årtier var det væsentlig fattigfolk, der blev begravet her. Al begravelse indenfor voldene blev forbudt 1851.

Ude i provinsen anlagde man omkring 1800 mange steder en ny kirkegård i byens udkant, og i løbet af det 19. århundrede blev de fleste gamle kirkegårde efterhånden nedlagt som begravelsespladser. Næsten alle vore byers kirkeløse kirkegårde - Assistenskirkegårde - er således anlagt i de sidste halvandet hundrede år.

De fleste af assistenskirkegårdene, der som ordet angiver var hjælpekirkegårde, anlagdes oprindelig ud fra det princip, at hvert sogn fik sit afsnit på kirkegården, og selve inddelingen af denne prægedes i høj grad deraf, idet inddelingen blev foretaget ud fra rent praktiske principper uden nogen skelen til den mere æstetiske side af sagen. En stor del af de gamle kirkegårde har en overordentlig klar og enkel inddeling, men sogneinddelingen, som senere blev forladt, medførte nødvendigvis, at de fattigste sognes kirkegårdsarealer i høj grad prægedes af denne fattigdom.

Princippet for inddelingen af de enkelte jordstykker var stort set ens over alt: familiegravene - de riges grave - anbragtes ud mod hovedgangene, medens hele den indvendige del af jordstykket optoges af liniegravene - de fattiges grave.

De jødiske begravelsespladser - med smukke opretstående gravminder i lange rækker, alle med front i samme retning - og Brødremenighedens kirkegårde, der afgav så smukke eksempler på særpræget og smuk gravskik synes altså ikke at have influeret på udviklingen - desværre må man vel sige. Det var dels fremmedartede trossamfund, det her drejede sig om, og dels må anlægsmåden have virket trist og forældet, da man herhjemme, grundet på byernes pludselige stærke vækst og forbudet 1805 mod begravelser i kirkerne, også måtte til at anlægge de nævnte storkirkegårde uden forbindelse med nogen kirkebygning.

Denne udvikling faldt ulykkeligvis sammen med den tidsperiode, da den »romantiske«, »naturalistiske« eller som det bedst kendte navn lyder »den engelske« havestils idealer var helt enerådende. Intet kunne være mere skæbnesvangert for kirkegårdene. Samtidig med, at man skulle udnytte de store arealer, var formsansen gået tabt. Man fandt, at uorden, forfald og det tilfældige var malerisk og ene attråværdigt, og ingen forargedes over, at gravene flød ud over vældige arealer uden samling eller holdepunkter. Tilstanden må vel kunne lignes ved en kæmpemæssig overdimensioneret landsbykirkegård - men uden den samlende kirke og uden den nære ramme af den omgivende mur.

Gottesacker (Guds ager) var en meget rammende betegnelse, så længe kirkegården overvejende var græsklædt, uden gange eller andre smådelinger. Denne kirkegårdstype - erkender vi nu - kunne dog også have dannet grundlaget for meget smukke kirkegårdsanlæg, om man havde arbejdet videre, havde kultiveret typen, men samtiden så anderledes på det, og udviklingen gik andre veje. Der opstod et nyt ideal - rigmandsgravstedet. Da man ophørte at begrave i kirkerne, først af pladsmangel, senere ved lovbud, måtte også overklassen lade sine døde begrave på kirkegården, og derved opstod kravet om standsmæssig gravplads (gravsted). Der fremkom en graduering i kirkegårdenes anlæg eftersom det var 1., 2. eller 3. klasses lig, der skulle begraves. De fine gravsteder placeredes nær kirkegårdens hovedindgang eller langs dens mur, eller man formede kirkegårdens ramme- og læplantning som et parkbælte med græsplæner, slyngende gange, fritstående træer og busketter, der havde det dobbelte formål: at fremhæve de spredte fornemme grave og at skjule de bagved liggende store flader med de billige grave som ingen kirkegårds forvaltning dengang tænkte på at forskønne. Det gjorde imidlertid de, der havde de billige gravpladser inde på de store flader.

Forbilledet, rigmandsgravstedet, var ikke alene forsynet med et gravmæle - forskelligt fra andre rigmænds, men gravstedet var indhegnet og anlagt som en lille have, der skulle være anderledes end de andres anlæg. Tiden var ikke alene naturbegejstret men også meget individualistisk - der skulle være natur, men alt skulle tillige være formet og beplantet efter »egen smag«. Personlighed søgtes udtrykt ved forskellighed i det anlagte.

Det var forbillederne, og de realiseredes nu i mindre målestok, men med ligeså stor begejstring inde i de store gravfelter til næsten ubodelig skade for færdselen, der hidtil uhindret havde kunnet gå henover et flertal af græsgrave. Nu blev færdselen på grund af et flertal af anlagte, tilplantede og indhegnede grave næsten helt spærret, især hvor grænsehækkene var fælles for nabo- og genbograve.

De gange, der stedse havde været til rigmandsgravene af hensyn til det parkmæssige udseende og til at optage et stort ligfølge, blev nu en nødvendighed også i kvarterer med billige grave. Man kunne ikke i en storbys kirkegård lade ligtoget vandre henover mange tætliggende og beplantede gravsteder.

Forbedringer både i trafikal og i færdselsmæssig henseende blev derfor en tvingende nødvendighed i storkirkegårdene, og lettest lod det sig løse ved nyanlæg.

Fra begyndelsen af 1800-tallet blev mange danske kirkegårde anlagt efter gennemarbejdede planer. I denne forbindelse må Vestre Kirkegård nævnes, der blev anlagt i København i 1870-erne. Et net af køreveje, der tilmed for at lette de besøgendes orientering var beplantede som alléer med forskellige træarter af forskellig voksemåde, lind, birk, pyramidepoppel, søjleeg, formklippede taks o.s.v. afskar firkantede kvarterer, hvori alle gravsteder var udlagt. Hvert gravsted grænsede op til en gang, bred nok til indbæring af kister (1,8-2,0 m).

Af pladsmæssige hensyn lagde man to rækker grave tæt sammen (roder), derefter fulgte en gang, atter to gravrækker, gang o.s.v. Således betjente hver gang to gravrækker, een på hver side af gangen, der må opfattes som en »gade«. Gravmælerne anbragtes nu i gravstedets baggrænse, fjernest fra gangen, og med front mod denne. Derved brød man gammel dansk tradition med udelukkende Østvendte gravmæler, og man fik den uheldige monumentplacering »ryg mod ryg« i gravstedernes fælles bagskel i hver rode.

Denne inddelingsmåde, der er langt den almindeligste i bestående storkirkegårde, er dels blevet forbedret, og dels ved at blive forladt i vore nyeste anlæg.

Forbedringen bestod deri, at kirkegården plantede en hæk i alle fælles bagskel og derved søgte at undgå den noget ubehagelige virkning, der fremkommer ved, at hver monumentrækkes forsider såes sammen med den bagved stående monumentrækkes bagsider.

Alle disse anstrengelser ville imidlertid være helt forgæves, hvis gravmælerne var højere end baghækkene. Derfor måtte man samtidig indføre den bestemmelse (servitut), at de gravmæler, der Ønskes opsat på gravstederne, ikke i højde måtte overstige de fastsatte hækhøjder, hvilket gav anledning til fremkomsten af de for 1940-50 årene typiske lave og brede sten, der afveg fra de tidligere kendte gravmæleformer. Denne type, der nu næsten er enerådende mode, anvendes overalt, også på kirkegårde, hvor der ikke er servitutbestemmelser om gravmælernes højde.

Jævnsides hermed ændredes eller rettere udvidedes opfattelsen af kirkegårdens og især afdelingens randplantning. De enkelte afdelinger på en kirkegård har på gode store kirkegårde i snart 100 år været omgivet af en busk- og træplantning. I begyndelsen var det, som tidligere omtalt, mest for at skjule kvarteret set udefra fra de finere dele af kirkegården, men det var også for at afgive læ og for at opdele og forskønne kirkegården.
I mindre grad - eller måske slet ikke - tænkte man på randplantningens virkning set indefra afdelingen.

Omkring 1915-20 genopdagede man »rummet« i det frie, man følte behaget ved at opholde sig på et areal, hvor man på alle sider har synsfeltet lukket af vægge (her grønne vægge) som i en stor sal og med himlen til loft, og da fik randplantningen værdi også set inde fra afdelingen, hvor den nu opfattedes som noget, der lukkede en ude fra omverdenen og gav en vis hyggefølelse samtidig med, at den omgærdede et gravbesøg med fred og stilhed.

For yderligere at understøtte denne virkning lod man anlægget forme således, at al gennemgående trafik og færdsel til andre afdelinger gik udenom, udenfor gravrummene, som sådanne afdelinger nu kaldtes. Der var altid to indgange til hvert gravrum, men således beliggende i forhold til hinanden, at gennemgang (genvej) gennem afdelingen ikke kunne opstå.

Den bevægelse hen imod at opdele storkirkegårdene i mindre og indbyrdes afsondrede gravrum (gravgårde) var i overensstemmelse med strømningerne i tiden, der i disse år begyndte at vende sig bort fra det, der var stort eller skulle virke stort, til det mindre og mere beskedne (og overkommelige). I nøje overensstemmelse hermed studerede fagfolk i mellemkrigsårene i stigende grad landsbykirkegårdene. Man bemærkede, hvor Ødelæggende det var både for pladsforholdene og for udseendet på en lille kirkegård at få brede gange til gravene på storkirkegårdsvis, og hvor ubehageligt og fremmedartet, det virkede med »ryg mod ryg« monumenteringen, i modsætning til den tidligere og mange steder endnu opretholdte tradition, der havde alle gravmæler Østvendte. Var landsbykirkegårdene mange steder skæmmede af storkirkegårds anlægsmåder, virkede dog landsbykirkegårdene inspirerende på storkirkegårdene, og i 1950 årene søger man i bykirkegårdenes gravrum mange steder med landsbykirkegårdene som forbillede at forme anlæggene således, at alle gravmæler kan blive Østvendte, og man søger endog at undgå de brede bæreganges hårde virkning ved at erstatte grus med græs.

Ved nyanlæg af afdelinger i de fleste storkirkegårde søger man stadig at finde nye udveje for at gøre gravrummene både værdige og smukke uden at angribe bestående værdifulde traditioner og tillige forme dem således, at vedligeholdelsesudgifterne ikke bliver uoverkommelige. De seneste års anvendelse af græsmotiver i gange og også i dele af gravrækkerne er kommet stærkt i forgrunden, fordi græsset - vel og mærke i sammenhængende flader - ser både godt ud og er billigt i drift. Gange i græs har man længe Ønsket, men nu er det gennemførligt flere steder p.g.a. et aftagende besøg på kirkegården. Sliddet på gange kan være så ubetydeligt, at græsgange kan anvendes med fordel.

Et aftagende gravbesøg kan medføre en lidt ændret opfattelse af gravrummenes rette udformning. Medens stilhed og fred i et gravrum er en fordel på en stærkt besøgt kirkegård, er det modsatte tilfældet på en kirkegård, hvor der færdes få mennesker. Disse kan føle sig forladt ved at være ganske alene i det store rum. Af den grund begynder man atter at lade den gennemgående færdsel gå gennem gravrummene - nu generer det ikke.

Dette at der både kan være for mange og for få besøgende på en kirkegård nævnes her bl.a. for at vise et enkelt af de mange problemer, der gør kirkegårdsanlægning både interessant og vanskelig. Vanskeligheden ligger i kirkegårdens lange liv mod de især i vore dage så hastigt skiftende tidsfænomener, der er uberegnelige og dog kræver hensyntagen.

Kirkegårdsplanlægning og drift er så kompliceret, at det selvsagt er en opgave for specialister. Det er forståeligt, at man gennem meget forskelligartede anlæg søger at finde frem til det, vor tid kan anerkende som den rette form for kirkegårdsanlæg.

Udsvingene er i vor tid meget store: fra at forme kirkegården som en have til at lade den ligesom udslette sig selv og blive natur. I alle disse bestræbelser, må der dog arbejdes ud fra et fælles udgangspunkt - der må være en generalnævner, et helhedssyn, hvori alle anlægs forskelligheder »går op«. Det er næsten blevet glemt, at kirkegårdsanlæg ligesom kirkebyggeri først og fremmest er et arbejde af sakral natur - er en kirkelig opgave.

Det er det, dette lille skrift også Ønsker at fastslå.

Urne gravene

I attenhundredtallet voksede en ny gren frem på videnskabens træ, bakteriologien. Med denne fulgte på lægekongresser Europa over kravet om indførelse af ligbrænding som et værn mod kirkegårdens forurening af drikkevandet. I Danmark foretoges den første ligbrænding i 1886 i et nyopført krematorium på Frederiksberg, men først i 1892 blev ligbrænding tilladt ved lov, så krematoriet, der var blevet lukket, kunne genåbnes 1893.

I begyndelsen stod ligbrændingsbegravelse og kirke stejlt overfor hinanden, men efterhånden som årene er gået, har dette forhold ændret sig meget.
Med denne nye form for ligbegængelse opstod spørgsmålet, hvor den dødes aske skulle anbringes, og dette stillede kirkegårdene overfor særlige problemer.

Til at begynde med anbragte man så at sige alle asker i forseglede beholdere (urner) i kolumbarier, men ret snart opstod der stemning for at få urnerne i jorden, og i 1955 anbragtes kun 8,7 0/o af alle urner i kolumbarier. Langt den største del af dem falder i København. Folk, der havde familiegrave, kunne benytte disse til urner, og det skete i stor udstrækning. I 1955 blev således 28,7 % af samtlige urner anbragt i familiegrave. Dette var ikke noget problem for kirkegårdene. Det blev derimod anlægget af de særlige urnehaver, idet loven kun krævede 0,5 m2 jord som mindstemål for et urnegravsted. Et så lille gravsted anlagt efter kistegravens mønster, indhegnet med hæk og forsynet med monument frembød uoverstigelige vanskeligheder, når de æstetiske krav, man stiller til en kirkegård, samtidig skulle ske fyldest. Efterhånden blev man klar over, at man måtte gå nye veje, hvilket også er lykkedes med godt resultat i nyeste tid. En god løsning af urnehavespørgsmålet er ønskelig, eftersom ligbrænding benyttes i stedse stigende grad, særlig i byerne. Således blev i 1955 ligbrænding anvendt ved 25,3 % af samtlige dødsfald i gennemsnit for hele landet. For Storkøbenhavn var man oppe på ca. 60 %. Som et led i løsningen af spørgsmålet om askebegravelse anlagdes i 1926 en såkaldt fællesgrav på Bispebjerg kirkegård. Siden er der blevet anlagt fællesgrave over hele landet, og da deres benyttelse er stærkt stigende - i 1955 anbragtes således 25,9 0/o af samtlige asker i fællesgrave - vil også disse grave være et væsentlig led i kirkegårdenes udvikling og anlæg de kommende år.