Øget betaling for erhvervelse af gravsted

Ved begravelse eller urnenedsættelse har man tidligere erhvervet sig retten til pågældende gravsted uden omkostninger dog undtagen for personer der ikke har været medlem af folkekirken som skulle betale et mindre beløb for denne erhvervelse.

Fra 2012 er der fastsat fælles priser for hele Provstiet hvori det også er besluttet at der skal være en betaling for erhvervelse af retten til et gravsted også for medlemmer af folkekirken. Samtidig er priserne for ikke medlemmer af folkekirken sat væsentlig op.

 

Det er et led i anbefalinger fra  "Den Grønne" Betænkning 1491 om Folkekirkens Lokale Økonomi fra august 2007 hvor der står:

 

Kirkegårdsdrift 

28. Udvalget foreslår, at indtægter og udgifter for kirkegården skal opgøres og opstilles separat i de enkelte kirkekassers regnskab, således at der kan opgøres et resultat af kirkegårdsdriften. 

29. Udvalget anbefaler, at menighedsrådene overvejer, om entreprenørmodellen kan være relevant som ramme for samarbejde mellem menighedsråd om kirkegårdsdrift. Eller alternativt, at menighedsrådet overvejer udlicitering af dele af eller hele kirkegårdsdriften til en anlægsgartner. 

30. Udvalget anbefaler, at der foretages et eftersyn af taksterne for alle folkekirkeligt bestyrede kirkegårde, ved at hver kirkegård foretager en omkostningsberegning. Eftersynet iværksættes af provstiudvalget, der indsamler og kontrollerer beregningerne og tager initiativ til en eventuel ajourføring af taksterne. 

31. Udvalget foreslår, at provstiudvalgets kompetence vedrørende kirkegårdstaksterne styrkes, ved at den ændres fra at være godkendende til at være fastsættende.

 

Omkostningsberegningerne er foretaget i løbet af de seneste  par år og deri indgår også at hvis man ikke bidrager til kirkegårdsdriften ved kirkeskat skal der være en større betaling for erhvervelse af gravsteder for ikke medlemmer af folkekirken end for medlemmer.